DIY-DETALJER
Eiffeltårnets karakteristiske silhuet er velsagtens en af de mest velkendte i hele verden, men derfor kan du jo sagtens lave endnu et tryk! Ved hjælp af skabelonteknik og stempler kan du lave din helt egen vægkunst på et tykt stykke akvarelpapir med et smukt motiv fra drømmenes by.
Eiffeltårnet er symbolet på drømmenes by. Der er få andre strukturer i verden, der er så elskede og bliver gengivet lige så ofte som det gamle tårn, og den karakteristiske silhuet er ganske let at gengive med blot nogle få streger.
Til dette motiv har vi lavet en skitse på det øverste ark papir i en akvarelblok. Denne skabelon udfyldes sidenhen med bogstavsstempler.
Start med at skitsere silhuetten med en blyant på det øverste stykke papir. Fortsæt indtil du er tilfreds med din skitse. Læg derefter en skæremåtte under det øverste stykke papir, men lad papiret blive siddende på selve blokken, således at skabelonen holdes på plads, når du senere skal arbejde med stempler.
Skær silhuetten ud med en skarp skabelonkniv men efterlad stykkerne i midten mellem Eiffeltårnets etager.
Fjern både selve Eiffeltårnet og skæremåtten og læg midterstykkerne tilbage i skabelonen hvor de skal være. Herefter skal du i gang med at stemple! Brug bogstaverne P, A, R, I og S og måske et lille guldhjerte her og der.
Forsøg at udfylde hele Eiffeltårnet uden at stemple ”udenfor”. Det kan være en god idé at holde midterstykkerne fast med den ene hånd, mens du stempler rundt om dem.
Lad malingen tørre lidt før du river papiret af blokken.
Akvarelpapiret er smukt på egen hånd når det ikke sidder bag glas i en ramme. Vi brugte en ganske almindelig sort ramme i størrelse 50 x 70 cm og malede med sort tavlemaling direkte på træpladen i rammen. Akvarelpapiret fastgøres derefter med dobbeltklæbende tape eller klæbepuder direkte på den sortmalede rammeplade. Hæng rammen op hvor du vil, og drøm dig til langt væk!