DIY-DETALJER
Hvem har sagt, at man absolut skal bruge søm og skruer, når man arbejder med træ? Denne bordskåner med form som et hashtag er lavet helt uden søm og skruer.
På de mørke sensommeraftener er det hyggeligt at putte sig i tusmørket med en kop varm te, og måske trænger tekanden til en ny bordskåner?
Denne bordskåner fungerer som en ekstra fin detalje på bordet i stedet for de traditionelle versioner, der er lavet af kork. Derudover samles den som sagt helt uden brug af hverken søm eller skruer. Vi har brugt et såkaldt halv-i-halvt-princip til at samle listerne, hvor man fjerner indhak gennem halvdelen af listen og derefter samler delene i udskæringerne med trælim.
Start med at save fire stykker med en længde på 24 cm af en træliste. Vores liste måler 15 x 43 mm. Brug en japansk håndsav der saver flotte rene snit uden skarpe kanter. Du skal også bruge en skærekasse for at kunne save helt lige snit.
Sav derefter et snit 6 cm fra kanten af listerne. Sav snittet halvvejs ned gennem listen og pas på, at du ikke saver dybere end halvvejs.
Mål op og markér hvor næste snit skal saves. Brug et stykke af listen til at tegne korrekte markeringer, og sav derefter snittet gennem alle fire lister på én gang.
Vend derefter en af listerne så du kan bruge den til at save efter. På den måde kan du sikre dig, at du får placeret snittene på de rigtige steder i den anden ende af listerne.
Når du har savet fire hak i hver liste og kontrolleret, at de er tilstrækkeligt dybe, skal du finde dit stemmejern frem. Det er nemt at slå det lille stykke ud, der sidder mellem de to indhak. Placér stemmejernet med bladet i midten og slå forsigtigt i den anden ende med en hammer. Husk at placere trælisten på et holdbart underlag så du ikke ender med at beskadige bordpladen (såfremt du arbejder med træ hjemme på køkkenbordet).
Tjek at listerne passer sammen og slib kanterne glatte og fine med sandpapir.
Lim derefter bordskåneren sammen med trælim og påfør bejdse i den ønskede nuance. Dette kan også gøres før listerne limes sammen. Husk altid at tørre overskydende lim af, der siver ud mellem fugerne.