DIY-DETALJER
Nu er det endelig tid til at bage brunkager og honningkager! De smukke, velsmagende huse i alle deres former er brugt som inspiration til disse julehuse, der fungerer som en adventskalender. Eller hvorfor ikke bruge dem som fyld til julestrømpen som en fin morgengave i løbet af julemåneden?
Måske er det lige i overkanten at lave en kalender, der indeholder en overraskelse til hver dag i december måned? Eller måske skaber det bare en overflod af gaver, der fjerner lidt af magien fra selve juleaften? En kalender med fire små pakker med én til hver søndag i advent kan føles som et langt mere overskueligt projekt.
Uanset om fire pakker er nok, eller om du vil lave en hel by med 24 huse, så fungerer kalenderen som en fin dekoration, der spreder glæde i hele december måned.
Vi har brugt ganske almindelige firkantede kartoner fra f.eks. mælk, som vi spraymalede brune. Derefter tegnede vi silhuetter af gavle, vinduer, døre og tagsten med en hvid Posca-pen.
Start med at klippe toppen af kartonerne og skyl dem grundigt, så de bliver helt rene. Eftersom næsten alle de mest almindelige emballagetyper er belagt med en tynd plastoverflade, kan det være svært at få vandbaseret spraymaling til at fæstne på overfladen. For sikkerheds skyld kan du derfor gøre overfladen lidt mere ru ved at slibe den let med fint sandpapir.
Dernæst skal kartonerne spraymales med brun maling. Stil dem med bunden opad på f.eks. en glasflaske, der alligevel skal smides ud, således at du kan spraymale alle sider på én gang. Lad derefter malingen tørre.
Nu skal du i gang med det sjove! Klip to gavlstykker ud af kartonen og fold de modsatte sider ind, så de mødes og kan klemmes sammen med en lille tøjklemme.
Det ser fint ud, hvis alle husene får forskellige looks! Tegn dem i forskellige højder og med et traditionelt tag, en trappeformet gavl eller kunstfærdigt udskårne gavlprofiler. Det er kun fantasien, der sætter grænsen!
Til sidst kan du pakke dine gaver ind i et stykke silkepapir. Sæt de færdige huse fast med en snor og en lille klemme og hæng dem op. Nedtællingen til juleaften kan begynde!