DIY-DETALJER
Lad bladene falde – også indendørs. En regn af egetræsblade og gyldne agern bliver til flot vægpynt, når efteråret står for døren.
Sommeren er gået ind i sin allersidste fase efter mange, lange dage med sol og varme. I den sidste sommervarme begynder bladene langsomt at skifte farve, og snart vil de falde af træerne. Denne vægpynt er dekoreret med faldende egetræsblade og et strejf af guldglitrende agern, og dekorationen pynter smukt i den moderne indretning i dit hjem.
For at nyde de sidste strejf af sommer har vi her brugt et stykke grånet drivtømmer som grundramme til vægdekorationen. Du kan også sagtens bruge en smuk gren fra skoven.
Start med at lave bladene. Gå ud i naturen for at samle nogle blade fra et egetræ, der kan bruges som skabelon. Vi har brugt Snap Pap, som er et vaskbart materiale, der består af papir blandet med plastik. Materialet bliver desuden mere formbart, når det er fugtigt, så før du går i gang med arbejdet er det en god idé at fugte papiret.
Brug egebladene som skabelon og tegn dem af med et prægningsværktøj. Efter du har tegnet bladenes omrids skal du tegne bladenes karakteristiske årelinjer.
Klip bladene ud med almindelig saks og lav derefter to huller i hvert blad længst oppe ved stilken.
Herefter skal du i gang med at lave selve vægdekorationen. Klip stykker af makramégarn, der er ca. 1 meter lange. Vi har brugt både natur- og hørfarvet garn, men du kan selvfølgelig vælge lige præcis den eller de farver, du vil.
Fold garnstykkerne omtrent en tredjedel af vejen, således at de to garnender får forskellige længder og derved skaber en lidt ”opklippet” effekt på den færdige dekoration.
Bind garnstykkerne fast på din gren som vist på billedet og bind ligeledes et stykke garn fast til at hænge den færdige pyntegren op på væggen.
Nu skal egebladene bindes fast. Det gør du ved blot at trække dem fast på garnenderne hvor du vil have dem placeret.
Til sidst har vi føjet nogle agern til vægpynten. Spray først dine agern med guldmaling og lad dem tørre helt før de fastgøres på vægdekorationen med de små ender af ståltråd.
Hæng vægpynten op hvor du vil have den placeret.
Har du nogle ekstra egeblade til overs? De ser flotte ud som servietringe på et stykke makramégarn i selskab med et agern.