GUIDE
Af et firkantet stykke papir kan du folde de sødeste sommerfugle til påskeriset. Her har vi lavet sommerfugle i fine pastelfarver, men du kan sagtens vælge andre farver, ligesom du kan dekorere de færdige sommerfugle med glimmer, farve eller anden pynt.
trin 01.
Kvadrat
Hvis du tager udgangspunkt i A4-formatet skal du skære eller klippe en kvadrat på 210 mm. Del kvadratet på midten. Fold den ene del på midten og fold derefter ind igen så papiret ser ud som det lyserøde papirstykke på billedet. Fold nu hver ”del” på midten så den ender med at se ud som det grønne papirstykke på billedet. Nu skal du folde hver ”del” igen, men denne gang i den anden retning så der dannes en jævn harmonikafoldning på hele papirstykket som på det blå papirstykke på billedet. Brug gerne et falseben til at lave helt skarpe folder.
trin 02.
Dobbeltklæbende tape
Sæt nu et stykke dobbeltklæbende tape fast på en af kanterne på det foldede papirstykke.
trin 03.
Øvre vinger
Find nu det andet stykke papir frem. Lav en fold i midten af papirstykket. Fold de fire hjørner ind mod midterlinjen som på det grønne papirstykke på billedet. Fold derefter kanterne ind mod midten (se det lyserøde papirstykke). Til sidst folder du harmonikafolder i den anden retning således at papirstykket ender med at se ud som det blå stykke på billedet.
trin 04.
Sæt sammen
Sæt nu de nederste og øverste papirstykker sammen som vist på billedet med det tapestykke du hæftede fast tidligere.
trin 05.
Træk sammen
Træk folderne sammen og sno en tynd metaltråd, almindelig tråd eller snor rundt om samlingen. Sørg for tråden placeres i midten, ellers vil den færdige sommerfugl hælde til den ene side når den hænges op. Træk nu forsigtigt harmonikafolderne fra hinanden til sommerfuglen får det ønskede look.