GUIDE
Det er sjovt at lave julestjerner af crepepapir, og de passer perfekt hvis du har allergiske familiemedlemmer. Selvom de rigtige julestjerner ikke har en kraftig duft kan de stadig være generende hvis man lider af allergi. Lav flere julestjerner i forskellige farver og sæt dem sammen i en krukke eller hvorfor ikke i en krans?!
trin 01.
Støvdragere
Klip små stykker af lysegult crepepapir på ca. 1x3 cm. Sno stykkerne på midten som vist på billedet og fortsæt med at dreje til der dannes en lille stav. Klip dernæst smallere strimler af grønt crepepapir. Påfør en smule lim og drej papiret fast omkring den gule pind og et stykke blomstertråd (se billede). Lim den grønne strimmel fast rundt om hele samlingen. Lav i alt 6-7 støvdragere til hver blomst.
trin 02.
Saml i bundter
Saml alle støvdragerne i bundter og bind dem sammen med floristtape.
trin 03.
Farvelæg
Farvelæg støvdragerne med en orange fiberspidspen.
trin 04.
Blomsterblade
Klip kvadrater af crepepapir i 2-3 forskellige størrelser. Klip dem over diagonalt og lim dem derefter sammen som vist på billedet.
trin 05.
Fold ud
Når limfugen er tørret foldes blomsterbladet forsigtigt ud. Klip derefter bladet til så det får form som en spids oval.
trin 06.
Farvelæg
Farvelæg bladet med en fiberspidspen. Du kan bruge en fugtet pensel til at skabe en blødere farveeffekt på bladene.
trin 07.
Bladstilk
Lim et stykke blomstertråd fast på bagsiden af bladet. Placér tråden en smule oppe på bladet (den behøver ikke at nå helt op til spidsen). Klip en 5 mm bred strimmel af crepepapir. Træk den ud så den bliver glat. Lim og sno den derefter fast rundt om blomstertråden så den dækker helt.
trin 08.
Form blomsten
Med bundtet af støvdragere i midten fastgør du først tre mindre blomsterblade med floristtape. Fortsæt derefter med de større blade indtil du er tilfreds med udseendet på din blomst.